På Tønder Festival, der begynder i denne uge, er det ikke kun festivalens egne armbånd, der vil pryde gæsternes håndled.
Diabetesforeningen uddeler nemlig et lyseblåt festivalarmbånd, som skal skabe tryghed og mane myter og fordomme om diabetes i jorden.
Et lavt blodsukker kan være livsfarligt for personer med diabetes, og derfor vil armbåndet være at finde på Tønder Festival til gratis afhentning.
Festival-armbåndet skaber tryghed, fordi der på armbåndet står en konkret beskrivelse af, hvad der skal gøres, hvis nogen udviser symptomer på lavt blodsukker, som nemt kan forveksles med beruselse:
”JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK”.
I Region Syddanmark bor der 75.488 mennesker med type 2-diabetes.