Tre piger, der går på skolens mellemtrin, kom torsdag klokken cirka 14.00 cyklende på en sti i Tved Plantage, nord for Plantagevej i Tønder, hvor de kørte forbi en mand, der udsatte dem for blotteri.
Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner i forbindelse med efterforskningen af en sag om blufærdighedskrænkelse.
Tre piger, der går på skolens mellemtrin, kom torsdag den 28. september klokken cirka 14.00 cyklende på en sti i Tved Plantage, nord for Plantagevej i Tønder, hvor de kørte forbi en mand, der udsatte dem for blotteri.
Manden befandt sig på en grusvej i retning mod Ndr. Landevej.
Politiet modtog senere på dagen anmeldelsen og er i gang med efterforskningen.
Politiet søger i den forbindelse efter vidner.
Signalement
Signalement af gerningsmanden:
- Mand
- Lys i huden
- 21 - 24 år
- 185 - 190 centimeter høj
- Almindelig af kropsbygning
- Muligvis skaldet/kronraget
- Var iført lys hættetrøje, mørk dynejakke og lyse bukser
Politiet er interesseret i at høre fra vidner, der måtte have lagt mærke til personen i går i området eller som i øvrigt måtte have oplysninger i sagen.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i forvejen en lignende sag fra den 30. august i det samme område og er opmærksom på, at der muligvis kan være tale om den samme gerningsmand.
Vi er derfor også interesserede i at modtage henvendelser fra borgere, der muligvis tidligere har lagt mærke til manden, men som ikke har anmeldt det til politiet.
I forbindelse med sagen vil Den Mobile Politistation gæste parkeringspladsen ved Kvickly i Tønder i dag fredag mellem klokken 13.00 og 15.00.